Debat

Kommentarer til debatoplæg vedr. ”Kattens Velfærd – vores ansvar”.

Efter at regeringen i efteråret 2002 fremsatte en handlingsplan for bedre dyrevelfærd, har Kattens Værn, Dyrenes Beskyttelse og Dyrlægeforeningen sammen udarbejdet et debatoplæg for den fremtidige lovgivning vedrørende katte.

Efter gennemgang af debatoplægget om ændring af lovgivningen omkring katte, må vi kommentere de stillede forslag og endvidere stille ændringsforslag.

De fleste af midlerne til opnåelse af målet er vi absolut uenige i og mener at forslagene ikke kan gennemføres i praktisk eller er skudt langt over målet.

Inges Kattehjem formidler årligt ca. 3.000 katte til nye hjem fra hhv. hovedafdeling i Glostrup og lokalafdelingerne i Odense, Næstved, Horsens og Hillerød. Dagligt betjener vores konsulenter ca. 200 telefonopkald med spørgsmål fra knurhår til hale på katten og herunder også spørgsmål om tilløberkatte m.m. Administration og drift af Dansk Katteregister med mere end 100.000 øre- og chipsmærkede katte, registeret er landsdækkende, registreringen er gratis og tilgængelig på internettet eller igennem vagtcentralen hos Falck.

Af hovedpunkter fra debatoplægget kommenteres.

Punkt 1: Tvungen mærkning / registrering

I vores daglige arbejde oplever vi ikke at problemet med bortløbende katte er så stort, at det er nødvendigt, ved lov, at tvinge en obligatorisk mærkning og registrering igennem. Derimod er det største problem at katteejere enten ikke er klar over at katten kan mærkes og der er mulighed for gratis registrering, eller også er det den økonomiske side af sagen der afskrækker og af denne grund bliver katten ikke mærket. I vores oplæg kommer vi ind på en løsning af dette problem.

Punkt 2: Tvungen reproduktions begrænsning.(Neutralisering)

I 30 år har Inges Kattehjem kæmpet for en forståelse på dette punkt. Private katteejere er absolut klar over nødvendigheden og det er ofte ikke viljen, men derimod igen økonomien der trykker. Det er ikke unormalt at prisen herfor ligger på den forkerte side af kr. 1.400,00 og så skal man huske, at der i dag findes langt flere katte der tages hånd om end for bare 10 år siden. I vores oplæg kommer vi ind på en løsning af dette problem.

Punkt 3: Tvungen ansvarsforsikring.

Ved en rundringning til større forsikringsselskaber var der absolut ingen forståelse for at en ansvarsforsikring for katte, skulle være nødvendig, da man aldrig har haft en sag hvor det var ønskeligt at kunne gøre brug af en sådan. I forsikringsoplysningen kunne der kun henvises til 2 konkrete sager fra ankestyrelsen, begge omhandlede katte bragt på besøg og ved denne lejlighed havde katten kradset i tøj eller tæpper. I vores oplæg kommer vi ikke ind på en løsning af dette ikke eksisterende problem.

Sidste punkt:

Bestemmelsen i jagtloven, at omstrejfende katte må nedskydes bør fjernes, da det ikke er muligt på længere afstand, at vurdere om katten vitterligt er omstrejfende eller fx øremærket.

Ændring af lov om mark og vejfred så den ikke omhandler katte er også ønskeligt, men en anden sanktionsmulighed bør så overvejes, idet det ikke er rimeligt, at personer der ufrivilligt bliver plaget af naboers katte, ikke kan beskyttes.

Inges Kattehjem har udarbejdet et udkast til samling af en fremtidig kattelov. Se "Vores forslag" i menuen.