Klinikken

Velkommen til vores klinik i Glostrup

Inges Kattehjem i Glostrup har en tilknyttet klinik, som primært benyttes til at tage vare på de katte, vi formidler til nye hjem. Klinikken beskæftiger sig hovedsageligt med neutralisering, øre- og chipmærkning, vaccination, sundhedstjek, FIV/FeLV-undersøgelse, behandling mod orm og lopper og andre opgaver, som er nødvendige, når man driver et kattehjem. Vores dyrlæger har mere end 25 års erfaring i kattens røgt og pleje, og de tilser og behandler tusindvis af katte hvert år.

Det er ikke alle, der ved det, men det er muligt mod forudgående aftale at få sin kat både neutraliseret, øremærket, chipmærket, vaccineret og sundhedstjekket på vores klinik – også selv om man ikke har adopteret den fra vores internat. Priserne er endda mere end rimelige i forhold til de gængse, da vi er en dyreværnsforening og derfor arbejder for, at så mange katte som muligt neutraliseres for at undgå "overskudskillinger".

Hvis du er interesseret i at høre mere om, hvad klinikken kan tilbyde, og hvad det koster, er du meget velkommen til at ringe til os på telefonnummer 44853555 alle hverdage mellem 10.00 og 17.00.

  • Klinikannonce.jpg