Vores forslagKattens velfærd – vores ansvar (Dyreværnsfonden Inges Kattehjem) Indledning: I regeringens handlingsplan for bedre dyrevelfærd ”Dyrs velfærd – vores ansvar” lægges der op til en gennemgang af bl.a. kattenes regler. Der tales om alternativer og hensyn ved indfangning og aflivning af katte, herunder jagtmæssige hensyn. Mulighed for kontrol og reduktion af antal fødte killinger (overskudskatte). Samt en vurdering om eksisterende ordninger for mærkning og registrering er tilstrækkelige. Det Dyreetisk Råd er blevet anmodet om at komme med anbefalinger. Yderligere punkter burde efter vores skøn medtages:
Mange kattevenner har ønsket en kattelov for at højne kattens status på lige fod med hunden, men en kat har helt forskellige behov og adfærd, hvorfor det ikke er en lov, der blot er den samme som hundens, vi havde forstillet os. Kattens retsstilling kan meget hurtigt forværres, hvis ikke katteejere kan bibeholde kattens frihed. Ofte er de personer, der ønsker eller tilkendegiver deres mening om lovgivning og dyrevelfærd, mennesker der selv har hund, kat eller andet dyr og derfor synes, det er helt naturligt og en selvfølge, at andre dyreejere har samme indstilling og syn på, hvad der bedst for dyrene, eller hvor mange penge der skal ofres på dyret. Derfor synes det så ligetil at ønske en lov, men dem der er ligeglade ændrer sjældent holdning ved tvang. Tværtimod kunne det virke modsat. At man så altid så den anden vej af frygt for at blive påduttet et ejerskab, for det koster jo PENGE. Eller loven kan medføre en legalisering af aflivning. I fremtiden ville der være 2 grupper katte; nemlig dem, der er så heldige, at en person vil erkende sig et ejerskab, men også en gruppe der IKKE er så heldig, at en ejer vil betale for deres ”liv”. Denne gruppe er så ulovlig og kan dermed indfanges og aflives uden indsigelse. Men hvem vil erkende sit tilhørsforhold, hvis dette medfører bødeforlæg, fordi katten ikke er mærket? Og hvem skulle i øvrigt håndhæve/bevise et tilhørsforhold? Kun katten bliver sorteper i denne sag. Dyreværnsfonden Inges Kattehjem synes selvfølgelig, at det er fornuftigt at se på kattens velfærd. På baggrund af en stor kontaktflade over hele landet: kunder, frivillige og medhjælpere på lokalafdeling samt en kreds af fagfolk og dyrlæger, vil vi i det følgende komme med vores bud på forbedringer og ændringer. Loven skal afspejle befolkningens holdning og ikke virke som en bremse på fx det private initiativ. Ofte er der mange følelser og sociale forhold forbundet med udøvelsen, og så er det vigtigt at loven tager hånd om kattens tarv og ikke bliver en måde at regulere bestanden eller begrænse kattens naturlige behov unødigt. Love skal kunne overholdes/respekteres og kunne holde økonomisk. (stat & kommune). Vi anbefaler derfor, at punkter vedr. mærkning og reproduktionsbegrænsning udformes som vejledninger: KATTENS VELFÆRD – VORES ANSVAR Forslag til ændring af Dyreværnsloven og love, hvor katten indgår, samt vejledninger om pligter og ansvar. Vejledning vedr. reproduktionsbegrænsning og mærkning af katte: Kastration eller sterilisation anbefales, når katten er 5 - 6 måneder gammel. Dermed er problemet med, at hankatten strinter og uønskede killinger på hunkatten løst én gang for alle. I tilgift får man en kat, som strejfer mindre og derfor er mindre udsat for slagsmål og uheld. Desuden er risikoen for, at katten smittes med de for katte frygtede sygdomme: FIV og FELV stærkt nedsat. Og alt i alt en kat som knyttes mere til ejeren. Og HUSK, at det er ved denne lejlighed, at katten skal øremærkes, også selvom katten aldrig kommer ud. Ingen kan jo vide, hvordan kat og ejeres livsmønster vil blive de næste 15-20 år. Det er jo netop katte der normalt aldrig kommer ud, som virkelig er i fare for at komme til skade i de uvante omgivelser, og katte der falder ud af en vinduet i en lejlighed, har jo netop svært ved at finde hjem, da den ingen mulighed har for at vide, hvor den bor. Regler vedrørende neutralisering: Det er ejerens ansvar at begrænse antallet af uønskede killinger. Ingen katteejer må tillægge killinger/katte, der er født af egen avl uden på forhånd at have sikret sig at disse kan optages i egen katteflok eller formidles til nye hjem. Opmærksomheden henledes på maks. antal katte pr. beboelse i fx boligområde. Ved utilsigtet graviditet bør killingerne fjernes før fødslen og hunkatten ved samme lejlighed steriliseres. Hvis killingerne er født, bør de aflives hurtigst muligt og hunkatten steriliseres. Tamme katte må kun aflives af en dyrlæge. Regler vedrørende øre- og chip-mærkning: Det er ejerens ansvar at sørge for, at mærkningen registreres og at denne er ”up to date” Registreringen, der er GRATIS, kan foretages skriftligt på blanketten fra dyrlægen eller via internettet på nedenstående adresse. Registrering: www.dansk-katteregister.dk (Gratis) Beskrivelse af arbejdsgangen for registrering i Dansk Katteregister (se ”debatoplæg vedr. Dansk Katteregister”). Kommunen: Ansvar og pligt (Vejledning) Kommunen skal udfærdige en handlingsplan/orientering, hvori det klart fremgår, hvordan borgere skal forholde sig, hvis der opstår problemer vedr. katte og personer, der har tilknytning hertil. F.eks. kunne der være en grundform med minimumskrav, hvor den enkelte kommune kunne tilpasse lokalt. Handlingsplan/orientering skal indeholde, lovtekster, tidsfrister, advisering samt kommunens holdning/medvirken til løsning af problemet. Kommunen kunne henvise til egen, fx gartner afd. eller dyrlæge/dyreværnsorganisation, hvor fælde evt. kan lånes eller indfangning kan rekvireres. Hvis kommunen medvirker økonomisk; med hvor stor en del? Hvis enkelte katte ønskes genudsat efter neutralisering, kunne der f.eks. gives tilskud til dette. Kommunen har pligt til ved henvendelse fra en forulempet borger at udlevere/tilsende ovenfor nævnte orientering om løsning af problemet. Hvis forulempede ønsker/kan igangsætte løsning af problemet, skal kommunens orientering underskrives som erklæring på, at loven og kommunens regler vil blive overholdt, Begrundelse: Styrkelse af det private initiativ, kommuner vil aldrig gå med til øgede udgifter ved en obligatorisk procedure (skattestop). Derimod vil mange private gerne deltage hvis blot der bliver udstukket retningslinier om mulighederne. Ofte kan en aftale med den lokale dyrlæge ud over at løse problemet, gøres næsten omkostningsneutral i.o.m at 65%25 kommer retur via skatten. Boligforening: Ansvar og pligt (Vejledning) Boligforeninger bør stille krav om neutralisation og mærkning, når der gives tilladelse til hold af katte i lejlighed. Begrundelse: Det ses ofte, at dyreejere ved salg/fraflytning af deres bolig har „glemt“ deres kæledyr, og i de fleste tilfælde er det katte. Problemets omfang synes endda at være stigende. Når folk bare flytter, overlades „problemet“ til ny ejer eller boligselskab med økonomiske udgifter til følge og ikke mindst mange unødvendige lidelser for dyret. Det er vores overbevisning, at mange problemer kunne undgås, hvis det som standard blev noteret i f.eks. slutseddel/kontrakt, hvilke aftaler der var indgået og i lejesituationen kunne der, udover krav om kastration/sterilisation og øremærkning, opkræves yderligere et depositum, hvis en lejer har ønske om at holde husdyr. Landmandens ansvar og pligt Der indføres fradragsret for erhvervsmæssigt hold af katte til f.eks. musebekæmpelse, hvilket så skulle indebære et bevis for, at kattene er neutraliseret og øremærket. Hver beboet ejendom tildeles et antal ”brugskatte” iht. størrelse/behov. (Tal for f.eks. tilladte gødningsmængder e.l. kan evt. anvendes). For det antal katte, der er registreret, kan der evt. fratrækkes indtil kr. 3.000,- pr. kat årligt til indkøbt foder og dyrlægeregninger, der er anvendt til kattene. Begrundelse: Hos landmanden bør der indføres regler om pligten til at sørge for begrænsning og sygdomsbehandling af kattebestanden på gården. Dyrlægen/kommunen bør kunne pålægge landmanden restriktioner, hvis der forekommer et urimeligt stort antal katte, som tilsyneladende ikke kan brødfødes og derfor trækker ud til nabogårde og sommerhus-områder. Landmanden animeres til at sørge for ordentlige forhold og begrænsning af gårdens kattehold. Løsningen er omkostningsneutral for staten og en gevinst for kommunerne, idet det giver arbejde til lokale dyrlæger = skatteindkomst. I loven ønskes følgende ændringer og tilføjelser: I "Dyreværnsloven": Samling og præcisering af de forskellige afsnit, der hører til katten. Forbud mod at skaffe sig af med katte ved at efterlade dem i skoven eller rasteplads o.l. Den eneste legale måde er at formidle til nyt hjem eller aflivning hos dyrlæge. Overtypning: (tilføjelse generelt) er, når avl af dyr er nået ud i ekstremer. Det kan bl.a. være ekstremt flade næser og små næsebore, der for kattes vedkommende ofte medfører infektioner i luftvejene, kronisk rindende øjne, og at de ikke selv kan indtage føde. Det Dyreetiske Råd fremlage allerede i april 1999 en udtalelse, der tager afstand fra avl, som medfører nedsat livskvalitet for vore hunde og katte. Omstrejfne Familie-/tamkatte: (tilføjelse u/katte) Hvis katte optages og denne ikke er mærket, eller registreringen ikke er ”up to date”, fremlyses katten på en særlig side på internettet i 8 dage. Herefter kan katten videreformidles eller aflives. Inden optagelsen skal katten mærkes med halsbånd for at gøre ejeren opmærksom på snarlig optagelse. Hvis katten er videreformidlet efter fristens udløb, kan tidligere ejere ikke gøre krav på tilbagelevering. Hvis ejeren ønsker at afhente en optaget kat, er denne pligtig til at betale omkostningerne for optagelsen. Det er ejerens pligt at sørge for, at katten holdes indespærret, hvis denne er uønsket eller til gene hos omkringboende i bymæssig bebyggelse. Når ejeren er kendt, skal vedkommende orienteres skriftligt. Efter 3. gang kan katten uden yderligere varsel indfanges iht. kommunens procedure. I loven om "Mark og Vejfred": Katten fjernes fra loven, idet der henvises til Kommunens pligt og ansvar . Begrundelse: Næsten alle konflikter angående Vejfredsloven er nabostridigheder i det tidlige forår og ofte er det tvivlsomt, hvilken kat, der er tale om (naboens eller en omstrejfende). Umiddelbart er dette ikke et problem, set ud fra at Kattehjemmet dagligt besvarer ca. 200 telefonopkald om alle mulige og umulige kattesager, er den type konflikter sjældne. I Jagtloven: Nedskydning af omstrejfende katte fjernes/erstattes med nedenstående. Begrundelse: Det er ikke muligt at se, om katten virkelig er omstrejfende, eller den er neutraliseret (steriliseret eller kastreret) og registreret. Katte må kun indfanges i godkendte fælder, og aflivning skal foretages af en dyrlæge eller person, der er uddannet hertil (fældestørrelse ændres i vejledning 25 x 25 x 75). Aflivning ved skydning må ikke foregå. Hvis skydning i ganske særlige tilfælde er nødvendig, skal rapport herom udfærdiges og indsendes. Maksimum antal katte (Miljø loven): I bymæssig bebyggelse anses et kattehold på til og med fem voksne katte (alder på mere end 6 mdr.) for privathold. Katte herudover anses for erhvervsmæssigt hold af katte, der kræver CVR-nr og tilladelse. Kommunen kan give tilladelse til erhvervsmæssigt hold af katte. Opdrætter, avlere m.m. Begrundelse: Ofte er det enkeltstående personer, der med en misforstået dyrevenlighed opfodrer problemet. I sådanne situationer kunne det være nødvendigt, at kommunen kunne sætte ind med restriktioner. En afgørelse af, hvor mange katte, det er rimeligt at have i fx et villakvarter, og at der her udover f.eks. er tale om erhvervsmæssigt hold af katte. Dyreværnsfonden Inges Kattehjem Ejbydalsvej 260 2600 Glostrup Tlf: 44 85 35 55 E-mail : ik@inges-kattehjem.dk Homepage : www.inges-kattehjem.dk |