P-piller

Alle, som anskaffer sig en killing af hunkøn, vil på et tidspunkt blive stillet over for spørgsmålet om, hvordan de vil forholde sig, når katten bliver kønsmoden. Der er tre muligheder:

  • At lade katten sterilisere
  • give den p-piller
  • forvente tre kuld killinger om året med omkring fem killinger i hvert kuld.

P-piller

Katteejere ved desværre sjældent, hvor mange ulemper der er ved p-piller. P-piller er en hormonbehandling som består af medroxyprogesteron acetat. Den naturlige funktion af dette hormon er at forberede de hunlige kønsorganer på en forestående drægtighed. I princippet blokerer hormonet for en ny løbetid. Der er beskrevet mange bivirkninger hos katte som følge af anvendelse af p-piller, og bivirkningerne forekommer med meget varierende hyppighed og kan have forskellige konsekvenser for den enkelte kat.

Bivirkninger ved P-piller

Forandringer i livmoderen

Forberedelsen af livmoderen på drægtighed giver over længere tid en fortykkelse af livmoderen med misfarvning og et knudret udseende til følge. Der ses også hyppigt cystedannelse i æggestokkene. Forandringerne kan ikke umiddelbart ses på katten og giver ikke symptomer på sygdom i sig selv. Men forandringerne er med til at øge risikoen for andre mere alvorlige sygdomme såsom celleforandringer og betændelse i livmoderen.

Forandringer i mælkekirtlerne

Relativ hyppigt får katte knudedannelser i mælkekirtlerne hvis de får p-piller over længere tid. Disse forandringer kan være enten godartede eller ondartede.

Godartede knuder udgør ikke en væsentlig sundhedsrisiko for katten, men de kan med tiden udvikle sig til mere ondartede knuder/kræft. Det er ikke umiddelbart muligt at afgøre, om knuden er god- eller ondartet uden en grundig undersøgelse, som består af af en vævsprøve fra knuden selv. Hvis knuden er ondartet, er udsigten for katten meget dårlig, da disse typer knuder kan hurtigt sprede sig til resten af kroppen.

Sukkersyge

P-piller påvirker kroppens blodsukkerbalance og øger risikoen for, at katten udvikler sukkersyge. Denne bivirkning ses ikke særligt ofte, men du bør være opmærksom på, at risikoen faktisk er til stede. Det er også velbeskrevet, at langvarig brug af p-piller kan føre til vægtøgning.

Mange mennesker vælger p-piller, fordi de ikke vil have, at katten bliver overvægtig. Men risikoen er lige så stor med p-piller kontra sterilisation.

Drægtige/diegivende katte

Før man giver p-piller til katten, er det meget vigtigt at sikre sig, at den ikke er drægtig eller har diende killinger. Hos drægtige katte ses fosterskader (deforme killinger) og øget antal kejsersnit på grund af fødselsvanskeligheder.

Hos diegivende katte kan mælkeproduktion stoppe, når man giver p-piller. Hvis katten hurtigt kommer i løbetid igen efter en fødsel, anbefales det at du først giver p-piller, når killingerne er begyndt at spise selv, typisk ved 3 til 4 ugers alderen.

Adfærd

En fertil hunkat er meget mere tilbøjelig til at afmærke sit territorium end en kat, som er steriliseret. Dette kan udarte sig som aggressiv adfærd over for ejer eller fremmede og/eller urinafmærkning i hjemmet.

Fordele ved p-piller

Den største og stort set eneste fordel ved p-piller er medicinsk hindring af løbetid og hermed også af uønsket drægtighed, som ikke er permanent. Denne løsning bliver derfor hyppigt valgt af ejere, hvis katte senere skal bruges til avl, men hvor drægtighed ikke ønskes i en tid.

Et andet hyppigt argument for p-piller er, at det er billigere frem for at lade sin kat sterilisere.Det er dog kun et kortsigtet argument, da det i det lange løb er dyrere med p-piller end en engangsudgift til sterilisation. Det er derfor en vigtig beslutning, hvordan man hindrer sin hunkat i at komme i løbetid og hermed blive drægtig.

Før du sætter flere killinger i verden

Inden du beslutter dig for at lade din hunkat parre, bør du overveje mulighederne for at finde nye hjem til killingerne. Vi er desværre alle for godt bekendte med, at der er mange killinger hvert år, som ender med ikke at få et nyt hjem. Resultatet er, at mange killinger overlades til sig selv og lever et magert og trist liv eller ender med en aflivning hos dyrlægen.

Du bør også tænke på, at medmindre du kender en sund og rask hankat til at parre din hunkat med, kan din kat risikere at blive smittet med FIV (katte-aids) og FeLV (katteleukæmi), hvis hun finder en kønsmoden hankat i „den vilde“ natur.

Det er vigtigt at overveje disse fordele og ulemper ved p-piller og træffe det valg, som passer bedst til dit hjem og din hunkat.